7 uger tilbage: Ender’s Game (1985)

7 uger tilbage før jeg selv kommer i clinch med verden. Det føles som årtier og lad mig derfor gå videre til denne uges kærlighedsperle: Ender’s Game af Orson Scott Card (1985). I modsætning til de fleste af romanerne på denne langsomt udfoldede liste har jeg kun læst denne lede sag 3 gange og det med godt og vel 2-4 år imellem hver gang. Af samme grund vil jeg ikke prøve på at redegøre for det narrative forløb med autistens nidkære sans for detaljer, men nøjes med de overordnede linjer. Mere burde dog heller ikke være nødvendigt, for lige netop i dette tilfælde gemmer der sig en rigdom i opdagelsen af værkets svulstige og kølige indre liv.

Plottet er enkelt: I fremtiden forbereder jorden sig på et skæbnesvangert opgør med en fjendtligtsindet fremmed art som år tilbage gjorde livet surt for den stakkels menneskehed. Kloden overlevede kun med nød og næppe den sidste grande konflikt, og nu er der dømt nervøs forberedelse og oprustning mod en fjende der gemmer sig på en planet i den anden ende af kosmos. Det er her, at Ender kommer ind i billedet; et barn der, ligesom alle andre poder i denne verden, overvåges systematisk og totalitært af myndighederne med henblik på at opdage evt. anlæg for kritisk tænkning og Darwinistisk overlevelsestrang.

Ender udviser lige netop de ønskede karaktertræk, bliver udsat for grumme prøvelser allerede i grundskolen og nappes kort derefter videre til en egentlig uddannelse i militærapparatets kolde favn. Langt størstedelen af romanen består af lige netop det: Dannelse, træning og udvikling af personlige færdigheder, alt sammen elementer som kommer suverænt orkestreret i spil hen mod slutningen, hvor en række begivenheder afslører smukt gemte intriger.

Og ja, det lyder måske, nu når jeg danser lidt lemfældigt gennem fortællingen, en lillebitte smule konventionelt. Men altså, det må tilskrives mine evner og ikke romanens vilde og blodige ånd. Åbnes den først bliver man som læser suget hudløst ind i fortællingen, slet og ret fordi podeprotagonistens indre univers kommer til live skrøbeligt og overbevisende og fordi den omkringliggende verdens latente kynisme skaber en frygtelig oplevelse af isolation og ensomhed. Her råder tomhed i et goldt system der i sidste ende tilgodeser kollektivet gennem nødvendig ligegyldighed overfor individet.

En forbandet god roman, uagtet forfatterens hardcore skøre og amerikanerfundamentalistiske sindelag.

Mere i samme dur