8 uger tilbage: White Noise (1985)

8 uger: 8 litterære livsledsagere

Vi starter ballet med noget så klægt som genreforcerende litteratur. White Noise (1985, da. Hvid støj) er og bliver en uomgængelig del af Don DeLillos mageløse forfatterskab, og er den roman, jeg instinktivt anbefaler folk at læse, når de skal introduceres for hans tekstunivers. Det er både logisk og en skam. Logisk fordi bogen rent faktisk er næsten sådan regulært tilgængelig og menneskelig, en skam fordi der er en helt udsøgt fryd i at følge forfatterskabets udvikling fra de spæde dage i begyndelsen af halvfjerdserne frem til undergangsmonumenterne og hans sene og minimalistiske formeventyr.

Faktum er dog, at lige netop White Noise på meget smuk vis indkapsler så mange af DeLillos tilbagevendende emnekredse. Romanen er på sin vis både banal og simpel: Jack Gladney, professor i Hitler-studier i en amerikansk college-by, døjer med en tiltagende og galoperende dødsangst. Den antager en række besynderlige udtryksformer og kryber langsomt ind i snart sagt alle aspekter af hans liv. Han lever sammen med sin kvinde og deres utallige børn, både fælles afkom og stedbørn og alle disse individer lever og ånder i den amerikanske medievirkelighed i midten af firserne.

Så indtræder katastrofen og byen sættes på den anden ende, da en toksisk hændelse bryder hverdagens struktur. Alt destabiliseres og Darwinistiske drifter folder sig ud i skøn forening med hjemsøgende beskrivelser af familielivets og hverdagens magiske aura af uudgrundelighed. Nok er formen her præget af satirens retorik, men i modsætning til så mange af DeLillos tidligere værker, er hans karakterer her både levende, varme og dirrende mennesker af kød og blod. Her parres katastroferomanen med universitetsfortællingen og familiedramaet, men det som bliver tilbage i ens bevidsthed, er den simrende energi som DeLillo med en slet og ret ærefrygtfremkaldende æstetisk sans fremkalder fra hverdagens dybe og kollektive rum.

En af de passager som siger av?

Aldrig nogensinde før har familien i den senmoderne virkelighed fået en så nænsom og bjergtagende behandling. Og den æteriske mumlen fra Jacks baghave? Den vil for evigt kunne høres lige derude, ved afgrunden til den mørke nat.

Mere i samme dur