Breaking Bad Revisited

Vi har lige, efter et par års tilløb, genset Breaking Bad herhjemme i husstanden, og for helvede hvor hører den produktion dog fortsat til i tv-seriernes absolutte sværvægterliga. Den er helt deroppe ved siden af The Sopranos, for så vidt det overhovedet giver mening at operere med en kvalitetssondring på det niveau. Men den var også noget værre end jeg huskede den, faktisk betydeligt mere ubehagelig og kvalmende end jeg overhovedet var forberedt på. Jeg huskede den simpelthen ikke værende så forrykt i forhold til hovedpersonens moralske habitus.

For Walter er nemlig ikke bare en protagonist af den gamle skole, ikke engang en antihelt eller en moralsk dubiøs hovedperson. Han er, slet og ret, tv-historiens mest nedrige og dumme svin. Jo, jo – der findes andre skumle stoddere i serier, og der er en logisk og kulturel forkærlighed for ambivalens i helte, ellers ville de ikke være værd at følge og holde med. Men Walter transcenderer alle de traditionelle kategorier ved ikke at være en superstjernepsykopat som Hannibal, men derimod blot essensen af et dumt svin, et nedrigt menneske af en helt ekstraordinært klynkende karakter, en machotabermand fra helvede.

Problemet er selvfølgelig protagonistinstinktet, den drift som tvinger os som seere eller læsere til at holde med hvem end der nu engang holder tøjlerne i fortællingen. Man holder jo med hovedpersonen uanset hvad, for det er hendes eller hans øjne som vi på absurd vis tvinges til at betragte verden igennem. Vores evne til mere eller mindre fuldstændig hæmningsløs indlevelse bedrager os, får os til gang på gang at give køb på vores kollektive sans for retfærdighed og ligefrem håbe på at svinet slipper for at få sin bekomst.

Det bliver ret hurtigt tydeligt, at Walter har grundlæggende problemer med selvværdet og døjer med ondt i mandemaven. Har er blevet snydt af livet, har ikke tjent tilstrækkeligt med penge, ikke haft den succes som en mand af hans format fortjener. Den kroniske nederlagsoplevelse er måske kimen til hans deroute, men anlægget for brutalitet kommer ikke ud af det blå. Serien er fyldt med dumme svin og psykopater, her der og allevegne – men ingen kommer i nærheden af Walters ublu og narcissistiske ondskab. Ikke engang den blonde naziherreknægt som afslutningsvis holder Jesse fanget som et dyr. Why not? Fordi den skabning vitterligt ér et umenneske.

Walter er og bliver noget fundamentalt anderledes med hans obskøne og vanartede menneskelighed. Ligesom Tony Soprano er Walter både et familiemenneske og en forbryder med en samvittighed under hastig afvikling, og ligesom Tony er Walter et sygt menneske. For Walter er det dog også fysiologisk, hans åndelige og moralske habitus rådner ligesom hans legeme og som en anden personificering af en kræftsvulst ødelægger og dræber han alle levende celler (læs. mennesker) omkring sig. Ingen går fri, alle bliver kvæstede, invaliderede, torturerede, tilfangetagede, lemlæstede eller henrettede. Alle går under som konsekvens af Walters emotionelle defekt og sygelige og klynkende maskulinitetsfetich, den selvsamme fetich som han i øvrigt med udsøgt og besynderlig selvforståelse lukrerer på og bruger i et pseudo-fake bekendelsesopkald til Skyler hen mod slutningen af serien.

Ligesom kræften vokser i ham, vokser ondskaben og nedrigheden med en tilsvarende naturlig og bølgende bevægelse, og alt imens han klynkende manipulerer og straffer alle som kommer indenfor rækkevidde, så spreder han ulykke og død på tværs af kroppe og hjerter.

Føj, føj for den lede. Endelig færdig med ham, for evig og altid.

Mere i samme dur