Breaking Bad Revisited

Vi har lige, efter et par års tilløb, genset Breaking Bad herhjemme i husstanden, og for helvede hvor hører den produktion dog fortsat til i tv-seriernes absolutte sværvægterliga. Den er helt deroppe ved siden af The Sopranos, for så vidt det overhovedet giver mening at operere med en kvalitetssondring på det niveau. Men den var også noget værre end jeg huskede den, faktisk betydeligt mere ubehagelig og kvalmende end jeg overhovedet var forberedt på. Jeg huskede den simpelthen ikke værende så forrykt i forhold til hovedpersonens moralske habitus.

For Walter er nemlig ikke bare en protagonist af den gamle skole, ikke engang en antihelt eller en moralsk dubiøs hovedperson. Han er, slet og ret, tv-historiens mest nedrige og dumme svin. Jo, jo – der findes andre skumle stoddere i serier, og der er en logisk og kulturel forkærlighed for ambivalens i helte, ellers ville de ikke være værd at følge og holde med. Men Walter transcenderer alle de traditionelle kategorier ved ikke at være en superstjernepsykopat som Hannibal, men derimod blot essensen af et dumt svin, et nedrigt menneske af en helt ekstraordinært klynkende karakter, en machotabermand fra helvede.

Problemet er selvfølgelig protagonistinstinktet, den drift som tvinger os som seere eller læsere til at holde med hvem end der nu engang holder tøjlerne i fortællingen. Man holder jo med hovedpersonen uanset hvad, for det er hendes eller hans øjne som vi på absurd vis tvinges til at betragte verden igennem. Vores evne til mere eller mindre fuldstændig hæmningsløs indlevelse bedrager os, får os til gang på gang at give køb på vores kollektive sans for retfærdighed og ligefrem håbe på at svinet slipper for at få sin bekomst.

Det bliver ret hurtigt tydeligt, at Walter har grundlæggende problemer med selvværdet og døjer med ondt i mandemaven. Har er blevet snydt af livet, har ikke tjent tilstrækkeligt med penge, ikke haft den succes som en mand af hans format fortjener. Den kroniske nederlagsoplevelse er måske kimen til hans deroute, men anlægget for brutalitet kommer ikke ud af det blå. Serien er fyldt med dumme svin og psykopater, her der og allevegne – men ingen kommer i nærheden af Walters ublu og narcissistiske ondskab. Ikke engang den blonde naziherreknægt som afslutningsvis holder Jesse fanget som et dyr. Why not? Fordi den skabning vitterligt ér et umenneske.

Walter er og bliver noget fundamentalt anderledes med hans obskøne og vanartede menneskelighed. Ligesom Tony Soprano er Walter både et familiemenneske og en forbryder med en samvittighed under hastig afvikling, og ligesom Tony er Walter et sygt menneske. For Walter er det dog også fysiologisk, hans åndelige og moralske habitus rådner ligesom hans legeme og som en anden personificering af en kræftsvulst ødelægger og dræber han alle levende celler (læs. mennesker) omkring sig. Ingen går fri, alle bliver kvæstede, invaliderede, torturerede, tilfangetagede, lemlæstede eller henrettede. Alle går under som konsekvens af Walters emotionelle defekt og sygelige og klynkende maskulinitetsfetich, den selvsamme fetich som han i øvrigt med udsøgt og besynderlig selvforståelse lukrerer på og bruger i et pseudo-fake bekendelsesopkald til Skyler hen mod slutningen af serien.

Ligesom kræften vokser i ham, vokser ondskaben og nedrigheden med en tilsvarende naturlig og bølgende bevægelse, og alt imens han klynkende manipulerer og straffer alle som kommer indenfor rækkevidde, så spreder han ulykke og død på tværs af kroppe og hjerter.

Føj, føj for den lede. Endelig færdig med ham, for evig og altid.

Continue Reading

7 uger tilbage: Ender’s Game (1985)

7 uger tilbage før jeg selv kommer i clinch med verden. Det føles som årtier og lad mig derfor gå videre til denne uges kærlighedsperle: Ender’s Game af Orson Scott Card (1985). I modsætning til de fleste af romanerne på denne langsomt udfoldede liste har jeg kun læst denne lede sag 3 gange og det med godt og vel 2-4 år imellem hver gang. Af samme grund vil jeg ikke prøve på at redegøre for det narrative forløb med autistens nidkære sans for detaljer, men nøjes med de overordnede linjer. Mere burde dog heller ikke være nødvendigt, for lige netop i dette tilfælde gemmer der sig en rigdom i opdagelsen af værkets svulstige og kølige indre liv.

Plottet er enkelt: I fremtiden forbereder jorden sig på et skæbnesvangert opgør med en fjendtligtsindet fremmed art som år tilbage gjorde livet surt for den stakkels menneskehed. Kloden overlevede kun med nød og næppe den sidste grande konflikt, og nu er der dømt nervøs forberedelse og oprustning mod en fjende der gemmer sig på en planet i den anden ende af kosmos. Det er her, at Ender kommer ind i billedet; et barn der, ligesom alle andre poder i denne verden, overvåges systematisk og totalitært af myndighederne med henblik på at opdage evt. anlæg for kritisk tænkning og Darwinistisk overlevelsestrang.

Ender udviser lige netop de ønskede karaktertræk, bliver udsat for grumme prøvelser allerede i grundskolen og nappes kort derefter videre til en egentlig uddannelse i militærapparatets kolde favn. Langt størstedelen af romanen består af lige netop det: Dannelse, træning og udvikling af personlige færdigheder, alt sammen elementer som kommer suverænt orkestreret i spil hen mod slutningen, hvor en række begivenheder afslører smukt gemte intriger.

Og ja, det lyder måske, nu når jeg danser lidt lemfældigt gennem fortællingen, en lillebitte smule konventionelt. Men altså, det må tilskrives mine evner og ikke romanens vilde og blodige ånd. Åbnes den først bliver man som læser suget hudløst ind i fortællingen, slet og ret fordi podeprotagonistens indre univers kommer til live skrøbeligt og overbevisende og fordi den omkringliggende verdens latente kynisme skaber en frygtelig oplevelse af isolation og ensomhed. Her råder tomhed i et goldt system der i sidste ende tilgodeser kollektivet gennem nødvendig ligegyldighed overfor individet.

En forbandet god roman, uagtet forfatterens hardcore skøre og amerikanerfundamentalistiske sindelag.

Continue Reading

8 uger tilbage: White Noise (1985)

8 uger: 8 litterære livsledsagere

Vi starter ballet med noget så klægt som genreforcerende litteratur. White Noise (1985, da. Hvid støj) er og bliver en uomgængelig del af Don DeLillos mageløse forfatterskab, og er den roman, jeg instinktivt anbefaler folk at læse, når de skal introduceres for hans tekstunivers. Det er både logisk og en skam. Logisk fordi bogen rent faktisk er næsten sådan regulært tilgængelig og menneskelig, en skam fordi der er en helt udsøgt fryd i at følge forfatterskabets udvikling fra de spæde dage i begyndelsen af halvfjerdserne frem til undergangsmonumenterne og hans sene og minimalistiske formeventyr.

Faktum er dog, at lige netop White Noise på meget smuk vis indkapsler så mange af DeLillos tilbagevendende emnekredse. Romanen er på sin vis både banal og simpel: Jack Gladney, professor i Hitler-studier i en amerikansk college-by, døjer med en tiltagende og galoperende dødsangst. Den antager en række besynderlige udtryksformer og kryber langsomt ind i snart sagt alle aspekter af hans liv. Han lever sammen med sin kvinde og deres utallige børn, både fælles afkom og stedbørn og alle disse individer lever og ånder i den amerikanske medievirkelighed i midten af firserne.

Så indtræder katastrofen og byen sættes på den anden ende, da en toksisk hændelse bryder hverdagens struktur. Alt destabiliseres og Darwinistiske drifter folder sig ud i skøn forening med hjemsøgende beskrivelser af familielivets og hverdagens magiske aura af uudgrundelighed. Nok er formen her præget af satirens retorik, men i modsætning til så mange af DeLillos tidligere værker, er hans karakterer her både levende, varme og dirrende mennesker af kød og blod. Her parres katastroferomanen med universitetsfortællingen og familiedramaet, men det som bliver tilbage i ens bevidsthed, er den simrende energi som DeLillo med en slet og ret ærefrygtfremkaldende æstetisk sans fremkalder fra hverdagens dybe og kollektive rum.

En af de passager som siger av?

Aldrig nogensinde før har familien i den senmoderne virkelighed fået en så nænsom og bjergtagende behandling. Og den æteriske mumlen fra Jacks baghave? Den vil for evigt kunne høres lige derude, ved afgrunden til den mørke nat.

Continue Reading